Mød en AVT’er – Marie Louise Shee
Marie Louise Shee
Ansvarlig for Patientlogistik og Data i Region Hovedstadens Psykiatri
○ 40 år
○ Executive MBA – AVT Business School
○ Bor med sin mand og deres datter på 14 år
○ Dyrker dressurridning og styrketræning
○ Er glad for skønlitteratur når tiden er til det

Valedictorian 2022 - En stærk leder i den offentlige sektor
Marie Louise Shee afsluttede sin masteruddannelse fra Københavns Universitet i Folkesundhedsvidenskab i 2007, og har siden haft en flot karriere i sundhedssektoren. I 2014 blev hun tilknyttet Region Hovedstaden og blev leder for 10 medarbejdere, og i 2019 blev hun en del af hospitalledelsen og ansvarlig for Psykiatrien indenfor Patientlogistik og Data – selvsamme år påbegyndte Marie Louise sin Executive MBA-uddannelse på AVT Business School, som blev færdiggjort i efteråret 2022.
Når ledere i den offentlige sektor kigger i retning af en executive lederuddannelse, sker det ofte, at valget falder på MPG (Master of Public Governance) fremfor MBA, da MPG er målrettet i ledelse inden for den offentlige sektor. Men Marie Louise, der altid har været nysgerrig og ikke mindst vidensbegærlig, ville det anderledes. For hende var det spændende og ikke mindst udbytterigt at tage en Executive MBA, for så at bruge de værktøjer, hun her fik, i sit daglige virke som leder i den offentlige sektor.
»Da jeg stod overfor at skulle vælge min MBA-uddannelse, var der naturligvis flere skoler i spil, og jeg overvejede da også en MPG. Men den fravalgte jeg, fordi jeg i forvejen har en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab, og fordi jeg ønskede at blive inspireret og lære mere fra den mere kommercielle verden. Jeg var derudover særlig på jagt efter fag, der gik i dybden med digitalisering og innovation. Og da jeg blev bekendt med, at det var nogle af AVT’s kerneområder – kombineret med at de hentede nogle af verdens førende professorer ind, så var jeg ikke i tvivl,« fortæller Marie Louise.
Selvom de to verdener ofte stilles op overfor hinanden som værende to paralleller, mener Marie Louise, at der faktisk er en hel del ligheder imellem dem.
»Min tese fra starten var, at vi kan lære en hel del fra hinanden, og det er jeg kun blevet bekræftet i blandt andet gennem mødet med mine medstuderende, der hovedsageligt kommer fra den private sektor, og som i dag er en stor del af mit netværk,« fortæller hun.
»Ligesom i den private sektor oplever vi i den offentlige sektor også krav om skulle vækste, det er bare på nogle andre parametre end på markedsandele – og mens vi arbejder med patienter og pårørende arbejder man i den kommercielle verden typisk med stakeholders. Vi oplever i den offentlige sektor ligesom i den private også at være under et kontant pres i forhold til at skulle at optimere - alt i alt handler det om ledelse af komplekse organisationer - forskellene er få og lighederne mange,« påpeger hun.
Marie Louise afsluttede sin Executive MBA i efteråret 2022, hvor hun med de højeste karakterer blev valedictorian 2022.
»Jeg færdiggjorde min uddannelse i 2022, og det har givet mig rigtig meget i mit daglige arbejde særligt efter jeg blev en del af hospitalsledelsen. Hvis jeg reflekterer over forløbet efterfølgende, så tror jeg, at de fag som omhandlende særligt strategi, innovation og digitalisering har været med til at give min afdeling ny ilt, som vi i dag ikke ville være foruden. Og så tror jeg også, at jeg selv som leder i dag er i stand til at se tingene i et andet perspektiv, både organisatorisk og personligt, end jeg ellers ville have gjort,« fastslår hun.
