Hvorfor valgte du i sin tid at tage en uddannelse hos AVT Business School?
» Jeg opfordrede mine medarbejdere til at efteruddanne sig, da vores organisation voksede markant, og en dag var der så en af dem, der spurgte: ”Hvad med dig selv Jesper? Skal du ikke også efteruddanne dig?” «
» Jeg blev hurtigt inspireret af konceptet bag AVT med en høj grad af fleksibilitet i undervisningen, for fleksibiliteten gjorde, at uddannelsen ikke ville gå ud over mit daværende job. Derudover var der de dygtige internationale undervisere, som blev fløjet ind blandt andet fra USA med det formål at give os studerende den allerbedste og nyeste viden. Så derfor var jeg ikke i tvivl om mit valg «
Har du kontakt til nogle af de andre studerende i dag?
» Ja, jeg har haft god kontakt og netværk til flere af mine medstuderende fra både CBA og på MBA-holdet sidenhen, og et par stykker er faktisk blevet rigtig gode venner og sparringspartnere for mig. Det giver mig stor inspiration i mit daglige virke «
Hvad var du beskæftiget med dengang, og hvad arbejder du med i dag?
» Dengang var jeg administrerende direktør for fagforeningen Krifa, der var i en rivende udvikling, hvor vi voksede til en koncern med flere selskaber. Derfor var det også det helt rigtige tidspunkt for mig at studere på AVT Business School og ikke mindst i forhold til at få tanket værktøjskassen op. Uddannelsen kom til at udgøre et stort løft både for mig og den organisation, jeg sad i dengang - det var helt tydeligt «
» Siden da har jeg været forbi LEGO Group, hvor jeg var med til at ”bygge” LEGO House, og i dag er jeg administrerende direktør for Frie Gruppen i Odense, hvor jeg fortsat har stor gavn af mit udbytte fra uddannelsen på AVT Business School «
Hvad har du kunnet bruge fra din AVT-uddannelse?
» Netværket har været rigtig godt og noget som jeg fortsat gør brug af. Derudover har det at møde andre ledere, der er langt dygtigere end mig selv på hvert sit felt, været et privilegium, som jeg sætter stor pris på - specielt faget ”Strategy” har været til stor inspiration for mig i forbindelse med udviklingen af de organisationer, som jeg har været leder for «
Hvilken arbejdsopgave fylder mest på dit bord i øjeblikket?
» Det er helt klart at udvikle organisationen, for det er en foranderlig verden vi lever i, og det kræver, at vi hele tiden udvikler os selv. Vi skal bare være lidt bedre end konkurrenterne «
Hvad har været de største udfordringer, du har mødt i dit job igennem de seneste 12 måneder?
» Den største udfordring har uden tvivl været den tsunami, der ramte os i marts 2020, hvor DK lukkede ned, og ledigheden steg med 50 procent. Det medførte nogle store udfordringer både ressourcemæssigt i forhold til økonomi og medarbejdere - men også ledelsesmæssigt i forhold til at fastholde visionen for virksomheden og sikre en tryg hverdag og fremtid for vores 140 ansatte «
Hvordan har du løst udfordringerne?
» Jeg har øget kommunikationen og løbende kommunikeret via digitale medier netop for at sikre, at alle har kunnet følge med i de beslutninger, som ledelsen har truffet igennem 2020 «
Hvor henter du sparring i forbindelse med dit job?
» Det gør jeg hos de ledere, der har erfaring og viden, der er langt større end min egen. Det har både været via digitale konferencer og TED talks «
Hvilke erhvervsprofiler inspirerer dig i dit arbejde og hvorfor?
» Især ledere inden for nogle af de store, internationale frivillige og humanitære organisationer er til stor inspiration for mig, da de betingelser, som de arbejder under, nødvendiggør en passion for deres arbejde. Mother Teresa er et godt eksempel. Hun var en fantastisk leder i en verdensomspændende organisation med flere tusinde medarbejdere og arbejdede blandt nogle af de fattigste mennesker på kloden. Og hun skabte nogle imponerende resultater «
Hvad bliver de største udfordringer for din forretning i det kommende år?
» De største udfordringer kommer nok til at handle om, hvordan vi evner at transformere vores organisation til en hverdag, hvor vi ikke kommer tilbage til tiden før Covid-19, men hvor vi udnytter de nye muligheder, vi har fået - med hjemmearbejde, digitale møder og digital kommunikation - samtidig med at vi styrker kulturen og det sociale fællesskab «